(Bragt første gang i bladet 'Helse' 2015)
Det værste, patienter ved, er, når lægen kigger på dem med
buskede-øjenbryn--hen-over-brillerne-blikket, mens lægen, alt for tydeligt,
prøver at overbevise både sig selv og patienten om, at der ikke er noget galt –
når man nu véd, der er noget helt galt, selvom blodprøverne og skanningen ikke
viser noget. ”Jeg er sikker på, det er
kræft, og lægen vil ikke fortælle mig det”, tænker patienten, mens lægen
tænker: ”patienten er et pylre hoved, jeg
har forklaret det to gange, og patienten har intet at være bange for, så
hvorfor al den ståhej?”.
Læger og patienter lever i et mærkeligt og stille ægteskab,
hvor man ikke bare kan gå fra hinanden. Der skal arbejdes hårdt, der skal sluges
kameler, og forholdet skal fungere både i sygdom og sundhed til døden dem
skiller. Det er ikke altid lige nemt, men hvis patienter og læger vidste noget
mere om hinanden, ville mange fejl og misforståelser måske kunne undgås. Noget
tyder på, at mens patienter gør det, de er bedst til og egentlig ikke ændrer
sig så meget, så har lægerne bevæget sig noget væk fra ægteskabet drevet af
tillokkende laboratoriemetoder, forførende skanningsmetoder, der kan se både
kræftsvulster og patienters tanker.
Når lægen overvejer mulige diagnoser, så er det i
virkeligheden et broget skøn, hvor indtrykket af patientens oplysninger sammen
med patientens personlighed og reaktioner under samtalen, tilsammen giver en
vag ide om, hvad patienten fejler. Patienter vil have beroligelse, lindring og
sikkerhed, men får nogle gange i stedet en uklar besked, der ikke var meningen
med lægebesøget.
Måske skal man se læge-patient samtaler som en slags
ægteskab eller parforhold, hvor man, af hver sine grunde, er indstillede på at
blive sammen og prøve at forstå mere af hinanden. Det gælder ikke om at vinde
eller at få ret, men om at opnå, og fastholde, kontakt og nærvær. Læger skal
blive ovre på patientens banehalvdel med en nysgerrighed og prøve at forstå:
når du bliver så bange, så frustreret, hvad handler det så om, fortæl mig noget
mere om det. Og patienten må på samme måde prøve at blive på lægens
banehalvdel: du bliver ved med at sige, at der ikke er noget galt, men hvad er
det, der gør, at du ikke forstår min fornemmelse af at være syg, min smerte
eller angst. Der skal være en tur-tagning i læge patient samtalen, begge skal
have lov at udfolde og forklare på skift. I en læge-patient samtale er der en
slags kulturkløft og sprogbarriere, der skal overkommes ved, at begge prøver at
forstå, hvad det er, der mangler at blive sagt. Det er, ligesom i et ægteskab,
en fælles opgave som, gennem respekt, tillid og anerkendelse, går ud på at
udjævne de forskelle, der kan forstyrre samtalen.
Burnet skrev i 1953, i det ansete lægetidsskrift The lancet,
at ”lægens opgave er, at give patienter
et så godt liv som muligt fra vugge til grav, med de gener den enkelte patient
nu en gang er født med, og så i øvrigt beskytte patienter mod livets mange
ulykker”. Selvom det er over 60 år siden, det blev skrevet, så er det
stadig meget tæt på virkeligheden: lægen og patienten er nødt til at arbejde
sammen og få det bedste ud af det – fra vugge til grav.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar